AAU tilbyder en samlet sprogrejse for internationale medarbejdere, som understøtter udviklingen af danskkundskaber fra begynderstadiet til et niveau, hvor det gradvist bliver muligt at anvende dansk i undervisning, vejledning og bedømmelse.
Sprogrejsen består af interne danskkursusforløb på AAU, ledelsesmæssig opbakning og mulighed for at supplere med kommunal danskundervisning. Tilsammen understøtter disse elementer en gradvis udvikling af medarbejdernes danskkundskaber.
Begynderkursus på dansk
Som nyansat ikke-dansktalende adjunkt, lektor eller professor skal du tilmelde dig AAU’s begynderkursus i dansk senest ét år efter ansættelsen. Kurset gennemføres typisk i løbet af de første to år af ansættelsen og har fokus på at opbygge et grundlæggende hverdagssprog samt skabe sproglig tryghed i både sociale og arbejdsrelaterede sammenhænge.
Dansk i en akademisk kontekst
Når begynderkurset på AAU er gennemført, fortsætter du på AAU’s kursus Dansk i en akademisk kontekst. Her er fokus på at lære dansk i en akademisk kontekst, herunder vejledning, bedømmelse, undervisning og faglig kommunikation. Kurset skal understøtte den sproglige udvikling, der er nødvendig for gradvist at kunne anvende dansk i arbejdsopgaver på universitetet.
Kommunalt tilbud - Danskprøve 2 og 3
Sideløbende med at du deltager på kurset Dansk i en akademisk kontekst, er det muligt at benytte det kommunale tilbud om danskundervisning. De to tilbud supplerer hinanden: AAU's kursus har fokus på dansk i en akademisk kontakt, mens den kommunale danskuddannelse giver mulighed for at arbejde frem mod de officielle danskprøver, Dansk Prøve 2 (PD2) og Dansk Prøve 3 (PD3).
Begynderkurset på AAU giver et solidt sprogligt fundament, som kan gøre det muligt at blive indplaceret på et højere niveau i den kommunale danskuddannelse og dermed springe dele af de indledende moduler over.
En bestået PD2 kan anvendes til at opfylde sprogkravet til permanent opholdstilladelse, mens PD3 kan bruges som dokumentation for danskkundskaber i forbindelse med ansøgning om dansk statsborgerskab. For medarbejdere, der er bosat i Danmark, er det kommunale tilbud som udgangspunkt gratis inden for de første fem år af opholdet.
Formålet med danskkurserne
Målet med forløbet er, at internationale medarbejdere gradvist udvikler de sproglige kompetencer, der gør det muligt at bidrage til dele af undervisningen på dansk – eksempelvis gennem vejledning, bedømmelse eller undervisningsaktiviteter med støtte fra en dansktalende kollega. For nogle vil dette være muligt tidligere i forløbet, mens det for andre sker senere afhængigt af den sproglige udvikling og de konkrete arbejdsopgaver.
Figuren her viser den samlede sprogrejse og den forventede tidslinje fra ansættelse og til de første undervisningsopgaver på dansk.