Spring til indhold
Forside

Nyhed

Strategisk fremgang og udfordringer: Evaluering af Viden for Verden

Lagt online: 28.04.2025

AAU’s medarbejdere har generelt et godt kendskab til universitetets strategi og vision om at være et missionsdrevet universitet. Det viser evalueringen af strategien Viden for Verden 2022-2026, der samtidig peger på et behov for øget kendskab og involvering i missionsarbejdet blandt medarbejderne.

Nyhed

Strategisk fremgang og udfordringer: Evaluering af Viden for Verden

Lagt online: 28.04.2025

AAU’s medarbejdere har generelt et godt kendskab til universitetets strategi og vision om at være et missionsdrevet universitet. Det viser evalueringen af strategien Viden for Verden 2022-2026, der samtidig peger på et behov for øget kendskab og involvering i missionsarbejdet blandt medarbejderne.

Af Lea Laursen Pasgaard, AAU Kommunikation og Public Affairs
Foto: AAU

Flertallet af AAU’s medarbejdere har et godt kendskab til målene i AAU’s strategi. Knap otte ud af ti medarbejdere ved, at universitetet har en vision om at arbejde missionsdrevet, og mere end hver fjerde forsker deltager i missionsdrevet forskning.

Det viser resultaterne af den spørgeskemaundersøgelse om AAU’s strategi, der blev sendt ud til alle AAU’s ansatte i november 2024. Undersøgelsen er en del af evalueringen af AAU’s strategi Viden for verden 2022-2026.

1.314 ansatte har deltaget i undersøgelsen. Det svarer til knap 38 procent, og rektor Per Michael Johansen glæder sig over de mange input til det videre arbejde med strategien.

”Medarbejdernes feedback er med til at skabe et billede af fremdriften i det strategiske arbejde, og det hjælper os med at identificere områder, hvor vi kan finjustere strategien eller forbedre os. Det er værdifuld viden til det videre arbejde med den eksisterende strategi – og i forhold til udviklingen af den næste strategiperiode,” siger rektor.

Kulturændring tager tid

Hver tredje medarbejder giver i undersøgelsen udtryk for, at de har svært ved at se, hvordan AAU’s vision om at arbejde missionsdrevet giver mening for dem i deres daglige arbejde. Samtidig har hver fjerde modsat let ved det.

For Thomas Bak, der er TECH-dekan og direktionsansvarlig for missionerne, er det forståeligt og naturligt, at medarbejderne har forskellige syn på missionsarbejdet på nuværende tidspunkt i strategiperioden.

Dekanen mener, at vi er kommet langt med missionstankegangen på AAU:

”I forhold til hvor længe vi har arbejdet med de tre fælles missioner, så synes jeg, at vi er kommet godt på vej. Det er ikke alle, der arbejder med emner, som passer ind i de tre fælles missioner, men det er heller ikke målet. Når jeg har været rundt på institutterne, får jeg et klart billede af, at der er rigtig mange andre missionsaktiviteter i gang, og at mange forskere faktisk arbejder missionsdrevet,” forklarer Thomas Bak.

Både rektor og dekanen slår fast, at den missionsdrevne forskning på AAU er kommet for at blive, men at kulturændring også tager tid.

Direktionen handler på tilbagemeldingerne

Undersøgelsen viser, at mere end halvdelen af medarbejderne ikke oplever, at deres ledere har kommunikeret tilstrækkeligt om de strategiske mål under strategien. Omvendt oplever lederne en manglende interesse fra medarbejderne – og et tidspres for at nå de enkelte mål, der sættes for hvert enkelt år i strategiperioden.

Blandt andet derfor har direktionen besluttet, at der ikke sættes nye mål for 2026, men at man vil forstærke det fundament, som allerede er skabt.

”Vi skal sørge for at konsolidere strategien, og så skal vi skal i ledelsen blive bedre til at synliggøre succeshistorierne og tydeliggøre veje i missionsarbejdet for miljøerne,” lyder det fra Thomas Bak.

Der arbejdes i øjeblikket på en intranet-side, hvor medarbejderne kan læse nyheder om strategiarbejdet, finde informationer om procesarbejdet samt fakta og præsentationsmateriale.